Arkiv | Oplevelser RSS feed for this section

Et korrekt maaltid

17 okt

Vi var paa restaurant hernede i Bordeaux i gaar, og det var super laekkert og rigtig hyggeligt. Vi (min far, hans kaereste og jeg) sludrede rigtig fint, raavarerne var tilberedt rigeligt og rustikt, udsigten fra restauranten midt i middelalderlandsbyen paa toppen af hoejderyggen var fantastisk,  vinen var produceret af en nabo, og det hele blev serveret paa en lydbaggrund af daempet jazz :-) Et rigtig fint maaltid i min bog. Da vi gik derfra, spurgte jeg, hvad de andre syntes om det. “C’etait un repas correct”, var svaret, – et korrekt maaltid. Men hvis det kun er korrekt, mangler der saa ikke noget?

Siden kom jeg til at taenke paa saadan noget som form og indhold (i mangel af bedre udtryk). For mig var begge dele saa absolut paa plads i gaar. Dog, indroemmet, jeg er let at mad-forfoere, naar jeg befinder mig i Frankrig, fordi den sentimentale aare som regel flyder frit, naar jeg er her, og middage i denne stil vaekker mange dejlige minder. Men for min far og hans kaereste manglede der tydeligvis noget. Vi fandt aldrig ud af, hvad det var. Saa derfor spoerger jeg dig i stedet for. Ikke hvad der manglede, men hvordan vaegter du form og indhold i et maaltid: Hvad er et korrekt maaltid for dig? Og – skal et maaltid overhovedet vaere korrekt?

Madoplevelser + kultur

14 okt

Er du til madoplevelser og dokumentarfilm? Så har jeg et lille tip til dig. Måske ved du det allerede, men i morgen er dagen, hvor programmet for dette års CPH:DOX offentliggøres. Med serien Food On Film står dokumentarfilmen i år i madens tegn (og selvfølgelig også meget andet). Serien arrangeres i samarbejde med Meyers Madhus – og de fire film i serien ” akkompagneres af tankevækkende madbegivenheder, der er værd at rejse langt efter”, som de skriver. Det synes jeg lyder spændende. Til offentliggørelsen i morgen får man en forsmag på serien Food On Film, når Meyers Madhus serverer anderledes soldatermad, og filmen Cooking History (som handler om en række aldrende krigskokke) vises på det store lærred.

Ja, og så er der jo også kulturnat i København i morgen. Her er mad- og smagsoplevelser som altid en integreret del af programmet. Jeg ved, jeg skal en tur forbi Grand Teatret til den store dox-program-madlaunch. Men jeg har ikke besluttet mig for, hvad jeg ellers skal ud at opleve i kulturnatten. Måske skulle man smutte en tur forbi suppekøkkenet på Søren Kierkegaards Plads, eller tage på opdagelse i det nordiske køkken hos LIFE – Det Biovidenskabelige Universitet eller prøvesmage EAT-skolemadskonceptet hos Københavns Madhus?

Mund til mund

11 okt

Som sagt før, er det ikke kun maden – og dét der ligger på tallerkenen – som er forudsætningen for at skabe en god måltidsoplevelse. Sted, tid, rum, kommunikation, forventninger og meget mere er alt sammen med til at påvirke og skabe oplevelsen som helhed. Derfor er god mad ikke altid lig med en god måltidsoplevelse.

For virksomheder, som beskæftiger sig med at levere mad til kunder, er det derfor ikke nok kun at have fokus på maden. Det kan godt være, at kokken i køkkenet har helt styr på håndværket. Men det er (desværre) ingen garanti for, at kunderne får en god måltidsoplevelse med hjem. Og når vi taler om restauranter, caféer og cateringvirksomheder, så er måltidsoplevelsen faktisk det primære produkt. Ikke (kun) maden – men oplevelsen.

Hvorfor? Fordi gode oplevelser opsøger vi igen og igen. Vi fortæller om dem til dem vi kender – og vi opfordrer andre til at opsøge dem. Dårlige oplevelser fortæller vi også gerne op – men med modsat fortegn – nemlig for at advare andre mod at spilde deres tid og penge netop her.

Kort sagt en god (måltids)-oplevelse rejser fra mund til mund. Det gør en dårlig også. En ligegyldig oplevelse er derimod slet ikke værd at bruge (tale)tid på.

Svøbt i kærlighed

9 okt

Jeg står med en fod ude af døren. På vej til bryllup. Og jeg glæder mig. Men jeg skal lige have en måltidsoplevelses-pointe liret af, inden jeg smutter.

Et bryllup mellem to mennesker man holder af er pr. definition en god fest – og en god oplevelse. Og selvom man størstedelen af tiden sidder bænket ved borde bevæbnet med kniv og gaffel, så er maden sjovt nok ikke i centrum. Et bryllup er – foruden at være “den store dag” for brudeparret, et ritual mm. – en måltidsoplevelse svøbt i et tykt tæppe af kærlighed. Et bryllup illustrerer således på smukkeste vis, at måltider ikke (kun) handler om dét, der ligger på tallerkenen. Til et bryllup handler det mest af alt om at fejre kærligheden mellem to mennesker. Derfor skal maden også være mere end ualmindelig uinspirerende,  før den har held med at stjæle fokus fra netop det. Hvis maden er godt tilberedt, velsmagende og lækkert anrettet, skal det da ikke være nogen hemmelighed, at det selvfølgelig er med til at fuldende oplevelsen (kald det bare glasur på bryllpskagen). Men er den knap så god…ja, så gør det måske egentlig ikke så meget…eller hvad? 

Min pointe er i hvert fald, at måltidsoplevelsen til et bryllup i høj grad bliver farvet af begivenheden, og dét vi er samlet om til et bryllup. Nemlig at fejre kærligheden. Så måske behøver kommende brudepar derfor ikke stresse helt så meget over bryllupsmenuen (og alt det andet). For når maden bliver pakket ind i kærlighed, så kan det vist ikke gå helt galt.

Lad det her være min (k)ærlige opfordring til fremtidige brudepar, som stresser over bryllups-menu (og meget, meget mere), når de beslutter sig for at blive gift.

PS: Mind mig lige om, at jeg skal tage min egen medicin, når det er min tur til sommer.